60 timer efter nedbrud: Surftown kæmper stadig med Linux-servere og storage

5. juli 2011 kl. 10:343
To et halvt døgn efter nedbruddet er 23.000 kunder hos hostingfirmaet Surftown stadig offline. Og kan filerne på storage-serverne ikke umiddelbart genskabes, kan det tage flere dage endnu at komme op.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

De 48 timer, som webhotellet Surftown selv satte som grænse for, hvor længe det måtte tage at komme online igen, er nu overskredet. Og der er stadig problemer for 23.000 af firmaets 100.000 kunder.

Mailserverne er kommet op at køre igen, men database-servere og storage-servere er endnu ikke alle blevet genskabt og kommet online.

»Vi er stadig på vej med de ting, vi har kørt hen over natten. Vi kan nå det i dag. Men vi har fortsat ubekendte,« forklarer Kresten Bach Søndergaard, kommunikationschef hos Surftown, til Version2.

På database-fronten er det gået godt med at genskabe Windows-servere - der mangler dog én endnu - men Linux-serverne har voldt problemer. Alle de ramte websider, der kører for eksempel PHP, er således stadig nede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så slås teknikerne for at få genskabt en storage-server, som berører op til 23.000 kunder.

»Den helt store variabel er stadig, om vi kan flytte filer, eller skal genskabe dem fra backup. Hvis vi skal ud i den helt store restore fra backup, kommer det til at gøre ondt på os og de kunder, der er ramt. Det kan tage flere dage, så det forsøger vi at undgå for enhver pris,« siger Kresten Bach Søndergaard.

Læs den fulde tirsdag morgen-status på Surftowns nødblog om situationen.

Surftowns primære datacenter på Østerbro i København blev lørdag aften ramt af store oversvømmelser, der afbrød strømmen til hele bygningen og satte al nødstrøm ud af spillet. Først søndag klokken 14 var der pumpet vand nok ud fra kælderen til, at teknikerne kunne komme til.

Da hele bygningen er hårdt ramt, blev løsningen på nedbruddet at flytte de 300 servere til et andet datacenter på Amager og supplere med nye stumper fra leverandørerne. Men på grund af afspærrede motorveje og andre trafikale problemer i kølvandet på skybruddet, har også den plan været ramt af forsinkelser.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
3
5. juli 2011 kl. 13:05
Stadig nede

Mit windows site hos surftown er stadig nede. Jeg har en del brugere på systemet, de er ikke tilfredse.

2
5. juli 2011 kl. 12:54
Re: det passer nu ikke helt det I skriver !!!

Hmm efter at have nærlæst artiklen lidt, så var jeg vist lidt for hurtig med min kommentar længere oppe :o) Jeg havde læst forkert og fik forkert indryk

1
5. juli 2011 kl. 12:01
det passer nu ikke helt det I skriver !!!

Jeg har en hel del PHP MYSQL sider kørende ved Surftown. De har været ramt af nedbruddet og det har været rigtig træls. De har dog alle virket siden i går eftermiddags. Det var godt nok træls at vente ca 42 timer, men de virker altså. Så det passer ikke helt det I skriver at der stadig er problem med LINUX / PHP og ingen problemer med Windows. I får det lidt til at lyde som om at Windows er bedre... Det er det ikke

Jeg har dog stadig nogen mails som ikke kommer frem, og håber snart de får det til at køre 100%.