Frontendudvikler søges

Tags:    opslag job xhtml css javascript

Vi søger en frontendudvikler til at arbejde med designintegration til webshops. Den enkelte opgave vil typisk være med udgangspunkt i et design i Photoshop-format, der skal omsættes pixelpræcist til html/css og integreres i vores systems standard html/php-skabeloner. Det kan være fra opbygning af helt nye webshops over redesigns af eksisterende til mindre ændringer hos vores nuværende kunder.

Først og fremmest skal du have helt styr på korrekt x/html og css, og være i stand til at indordne dig under vores standarder indenfor samme - bred browser-kompabilitet er en selvfølge. Du skal være hjemmevant i Photoshop og med grafikredigering generelt. Du skal også være fortrolig med almindelig JavaScript og erfaren med brug af jQuery. Endvidere skal du have grundlæggende forståelse for simpel php-kode, i det omfang det bruges til simpel behandling og udskrift i frontend - du behøves ikke at røre selve systemkoden eller databasen.

Generelt skal du være ansvarlig og i stand til at varetage og koordinere dine opgaver selvstændigt. Du skal kunne vurdere tidsforbruget på en opgave og overholde deadlines. Som udgangspunkt vil du ikke have direkte kontakt med kunderne, men samarbejde med vores projektleder.

Vi er et lille og hastigt voksende firma med mange opgaver, så der er stor mulighed for fleksibilitet, frihed og med tiden at dreje arbejdet i den retning, du eventuelt selv ønsker og har evner til. Det kunne både være i retning af design, php/MySQL-programmering eller support/kundekontakt.

Vi er bosiddende i Århus, men der er mulighed for at arbejde hjemmefra, og både freelance eller fast ansættelse har interesse.



Kontakt os på kontakt@sumostudio.dk - også hvis Du har uddybende spørgsmål.



t